Vandregningen stiger trods rekordlavt forbrug

En gennemsnitlig dansk familie betaler fem procent mere for vand og spildevand end året før. Det sker, selvom danskernes vandforbrug er rekordlavt, og Danmark er blandt de bedste lande i verden til at begrænse vandtab fra vandværk til forbruger.
Det fremgår af brancheorganisationen DANVAs nye opgørelse, ”Vand i Tal 2026”. Her står der, at danskerne i gennemsnit bruger 97 liter vand om dagen i husholdningen, mens en families årlige udgift til drikkevand og spildevand er steget til 6.597 kroner.
Ifølge DANVA skyldes de stigende priser blandt andet, at vandselskaberne skal investere i løsninger, der beskytter grundvandet, forbedrer vandmiljøet, håndterer større mængder regn og styrker beredskabet mod blandt andet cyberangreb.
”Vandregningen handler ikke kun om vandet i hanen og spildevandet, der ledes væk. Den er også med til at finansiere den infrastruktur, som samfundet er afhængigt af hver eneste dag. Vi skal beskytte vores drikkevand, håndtere mere regn, forbedre vandmiljøet og sikre, at vandforsyningen fungerer – også under kriser i et beredskab. Det kræver konstant flere investeringer,” siger administrerende direktør i DANVA, Carl-Emil Larsen.
Organisationen fremhæver samtidig behovet for politiske løsninger, der beskytter grundvandet og begrænser udledninger af spildevand til naturen. DANVA støtter blandt andet den planlagte afgift på overløb, der indføres i 2027.
Samtidig viser opgørelsen, at sektoren bliver mere effektiv på flere områder. Vandtabet er faldet til 6,85 procent, hvilket er det laveste niveau i opgørelserne. Energiforbruget til transport af spildevand er desuden faldet med omkring 30 procent sammenlignet med året før. Det skal dog ses i lyset af, at der faldt mindre regn i 2025 end i de to foregående år.
DANVA peger også på, at vandselskaberne har brug for en økonomisk regulering, der både fremmer effektiv drift og giver plads til de nødvendige investeringer.
Fakta fra Vand i Tal 2026
- 97 liter: Gennemsnitligt dagligt vandforbrug pr. dansker i husholdningen.
- 6.597 kroner: Årlig udgift til vand og spildevand for en gennemsnitlig familie.
- 5 procent: Stigning i udgiften sammenlignet med året før.
- 1,4 procent: Andel af husstandens samlede forbrug, der går til vand og spildevand.
- 6,85 procent: Vandtab – det laveste niveau i opgørelsen.
- 5 milliarder kroner: Stigning i vandsektorens gæld på ét år.
- Cirka 30 procent: Fald i energiforbruget til transport af spildevand.






Accepter kun nødvendige cookies