Musik kan påvirke smagen af din mad, viser hjernescanninger

Musik kan være med til at forme oplevelsen af det, vi spiser. Det viser et nyt studie fra Institut for Fødevarevidenskab ved Københavns Universitet, hvor forskere har brugt hjernescanninger til at undersøge, hvad der sker, når lyd og smag mødes i hjernen.
”Når musik rammer ørerne samtidigt med at man spiser, kan vi se, at hjernen reagerer stærkere, end når man kun smager uden musik,” fortæller førsteforfatter og postdoc på Institut for Fødevarevidenskab Alberte Baggesgaard Seeberg.
Forskerne brugte funktionel magnetisk resonansscanning, fMRI, til at måle hjerneaktiviteten hos 28 deltagere. Under forsøget lyttede deltagerne til musik, smagte på opløsninger med sukker og citronsyre eller oplevede de to ting på samme tid.
Resultaterne viste, at nogle af hjernens områder var mere aktive, når deltagerne både lyttede til musik og smagte på en af opløsningerne. Musikken aktiverede dermed nogle af de samme områder, som hjernen bruger til at bearbejde smag.
Figuren viser, hvad der sker i hjernen, når smag kombineres med musik. Til venstre (A) ser vi sød smag med sød musik sammenlignet med sød smag alene, og til højre (B) det samme for surt. De gule og orange områder viser steder, hvor hjernen reagerer stærkere, når musik og smag opleves sammen. Det gælder blandt andet områder, der er med til at bearbejde smag og de sanseindtryk, vi får fra munden. Resultatet viser altså, at det, vi hører, kan påvirke hjernens bearbejdning af det, vi smager. Grafik: Seeberg et al. (2026)
”Det fortæller os, at smag er ikke kun en egenskab ved maden. Smag er en oplevelse, der skabes af hjernen,” fortæller seniorforfatter på studiet og professor Janice Wang.
Tidligere studier har vist, at musik kan påvirke, hvordan mennesker oplever forskellige smage. Blandt andet kan langsom popmusik med harmoniske toner fremme oplevelsen af sødme. Hidtil har forskningen dog primært bygget på deltagernes egne vurderinger, mens det nye studie kobler effekten til målinger af hjerneaktiviteten.
Forskerne mener, at resultaterne kan bruges til at skabe bedre måltidsoplevelser, eksempelvis for mennesker, der er i risiko for underernæring.
”I tilfælde hvor folk er i risiko for underernæring, kan et relativt enkelt greb som musik potentielt være med til at forbedre spisesituationen. Så der er meget man kan gøre – som heller ikke koster ret meget – for at forbedre nogle menneskers livskvalitet,” fortæller Alberte Baggesgaard Seeberg.
Forskerne understreger, at der er behov for flere undersøgelser med flere og mere forskelligartede deltagere. De forventer dog, at lignende effekter også kan ses ved fødevarer med sød og sur smag.
Fakta om studiet
- Institution: Københavns Universitet, Institut for Fødevarevidenskab.
- Deltagere: 28 personer.
- Metode: Hjernescanning med fMRI.
- Smagsprøver: Opløsninger med sukker og citronsyre.
- Resultat: Musik og smag kan aktivere overlappende områder i hjernen.
- Mulig anvendelse: Bedre måltidsoplevelser på blandt andet restauranter, i kantiner og på hospitaler.
- Videnskabeligt tidsskrift: Scientific Reports.






Accepter kun nødvendige cookies