Kong Frederik åbner ny udstilling om Slædepatruljen Sirius

Med et snit fra Sirius-dolken klippede kong Frederik onsdag den røde snor og åbnede officielt Krigsmuseets nye særudstilling SIRIUS – patrolling the Arctic.
Under besøget blev kongen vist rundt af chefen for Sirius-patruljen, Christopher Sohl, og Krigsmuseets direktør, David Høyer. Her så han blandt andet en fuldt lastet slæde, som patruljen bruger under sine fire til fem måneder lange patruljer, samt et telt, hvor patruljeførerne overnatter undervejs.
Udstyret var ikke helt ukendt for kongen. I 2000 deltog han i ekspeditionen Expedition Sirius 2000, der varede fire måneder og strakte sig over 2.795 kilometer rundt om det nordlige Grønland. Ekspeditionen markerede 50-året for oprettelsen af Slædepatruljen Sirius.
Efter rundvisningen fremhævede kongen betydningen af at formidle patruljens arbejde til offentligheden.
"Jeg synes, det er vigtigt, at folk får en forståelse af, hvad en lille gruppe specialuddannede soldater hver dag udretter for at beskytte Danmark," sagde kong Frederik og tilføjede:
"Jeg håber, at udstillingen vil tiltrække flere besøgende netop nu, fordi alle taler om Grønland. Det er en udstilling, der er værd at se."
Sirius er Danmarks arktiske specialstyrke og den eneste af sin slags i verden. Under snestorme og temperaturer helt ned til minus 50 grader patruljerer hold på to soldater med en hundeslæde og 13 slædehunde.
Patruljerne tilbagelægger omkring 5.000 kilometer og har til opgave at håndhæve Kongeriget Danmarks suverænitet i Nordøstgrønland.
Udstillingen fortæller om arbejdet under de barske forhold og om patruljens rolle i Arktis – både i dag og i fremtiden.
Fakta om udstillingen
Titel: SIRIUS – patrolling the Arctic.
Sted: Krigsmuseet.
Åbner for offentligheden 8. oktober 2026.
Kan opleves i de følgende to år.
Sirius-hold består af to soldater, én hundeslæde og 13 slædehunde.
Patruljerne tilbagelægger omkring 5.000 kilometer i Nordøstgrønland.
Kong Frederik deltog i en fire måneder lang Sirius-ekspedition i 2000 på 2.795 kilometer.






Accepter kun nødvendige cookies