Københavns nye vandkulturhus åbner på Papirøen i december

København får et nyt samlingssted ved havnen, når vandkulturhuset KAI åbner den 5. december 2026. Huset er på 5.800 kvadratmeter og rummer ti bassiner fordelt på indendørs og udendørs områder.
KAI er tegnet af den japanske tegnestue Kengo Kuma & Associates. Her bliver der plads til både motionssvømning, leg, wellness og kulturaktiviteter. Fra stueetagen bliver det desuden muligt at gå direkte ud til havnen, hvor der etableres bade- og dyppezoner ved en træbrygge.

Foto: Rasmus Hjortshøj
Overborgmester Sisse Marie Welling (SF) glæder sig til åbningen og fremhæver behovet for flere svømmefaciliteter i byen.
”Jeg glæder mig virkelig til, at vandkulturhuset åbner. København er presset på svømmekapacitet, så det er supervigtigt, at vi nu får nye bassiner for voksne og legebassiner til de mindste. Jeg håber, at det bliver byens nye samlingssted for vandglade københavnere og gæster,” siger hun.

Foto: Rasmus Hjortshøj
Projektet udspringer af en idékonkurrence, som Københavns Kommune afholdt i 2015. Her indsendte københavnerne 160 forslag, og mange ønskede sig en svømmefacilitet med plads til ro, fordybelse og lokalt foreningsliv.
Nordea-fonden har støttet projektet med 546 millioner kroner. Heraf er 25 millioner kroner øremærket bæredygtighedstiltag, blandt andet et jordvarmeanlæg med ti boringer på hver 250 meters dybde, der skal opvarme de udendørs bassiner.
KAI skal også fungere som kulturhus. I et kulturtårn med bevægelses- og kulturlokaler bliver der plads til aktiviteter og foreningsliv, og borgere og kulturskabere kan indsende idéer til kulturprogrammet.
Navnet KAI henviser til det japanske ord for hav og til husets placering ved havnekajen. Ifølge Københavns Kommune skal huset forene vand, arkitektur og fællesskab og blive et nyt mødested for både københavnere og besøgende.
Vandkulturhuset er fortsat under opførelse og er lukket for offentligheden frem til åbningen. Programmet for indvielsen offentliggøres senere.
Fakta om KAI
- Åbning: 5. december 2026.
- Placering: Papirøen i Københavns Havn.
- Størrelse: 5.800 kvadratmeter.
- Faciliteter: Ti bassiner, havnebad, wellness og kulturaktiviteter.
- Arkitekt: Kengo Kuma & Associates fra Japan.
- Støtte: 546 millioner kroner fra Nordea-fonden, heraf 25 millioner til bæredygtighed.
- Historik: Idékonkurrence i 2015 med 160 forslag fra københavnerne.






Accepter kun nødvendige cookies