Færre lønmodtagere rammes af konkurser – men én branche går mod strømmen

Fra januar til september modtog Lønmodtagernes Garantifond (LG) 6.772 anmeldelser fra lønmodtagere, der havde penge til gode efter deres arbejdsgivers konkurs. Det er 902 færre end i samme periode sidste år og svarer til et fald på knap 12 procent.
Udviklingen fortsætter en tendens, der begyndte i 2024. Samlet er antallet af anmeldelser nu næsten 29 procent lavere end i de første ni måneder af 2023.
Ifølge Maria Damborg Hald, koncerndirektør i ATP med ansvar for blandt andet LG, er udviklingen positiv.
”Når vi ser på tallene for de seneste år, er tendensen tydelig. Vi får stadig færre anmeldelser, og i år er faldet endda blevet større. Det er en glædelig udvikling, som også harmonerer med billedet af et dansk arbejdsmarked, hvor beskæftigelsen fortsat er høj,” siger hun.
Også fondens udbetalinger er faldet. I årets første ni måneder udbetalte LG 370 millioner kroner til lønmodtagere med løn til gode. Det er 151 millioner kroner mindre end i samme periode sidste år, svarende til et fald på 29 procent.
Bygge og anlæg går mod strømmen
Selvom det samlede antal anmeldelser falder, går udviklingen den modsatte vej i bygge- og anlægsbranchen. Her steg antallet af anmeldelser med godt 20 procent fra 1.698 i de første ni måneder af sidste år til 2.044 i år.
I branchen handel og transport mv. faldt antallet derimod fra 2.598 til 1.879 anmeldelser – et fald på knap 28 procent. De to brancher har dermed byttet plads, så bygge og anlæg nu står for flest anmeldelser til LG.
”Der vil desværre altid være virksomheder, som må dreje nøglen om, og lønmodtagere, der kommer i klemme. Men når vi ser på udviklingen over de seneste år, er det samlede billede heldigvis, at færre lønmodtagere står i den situation. Og det er trods alt det vigtigste budskab i tallene,” siger Maria Damborg Hald.
Fakta om anmeldelserne
- LG modtog 6.772 anmeldelser fra januar til september 2026.
- Det er 902 færre anmeldelser end i samme periode i 2025.
- Antallet af anmeldelser er faldet næsten 29 procent siden 2023.
- LG udbetalte 370 millioner kroner i årets første ni måneder – 29 procent mindre end året før.
- Bygge og anlæg havde 2.044 anmeldelser, en stigning på godt 20 procent.
- Handel og transport mv. havde 1.879 anmeldelser, et fald på knap 28 procent.
- Ifølge Danmarks Statistik var der i august 29.600 flere lønmodtagere i beskæftigelse end på samme tidspunkt året før.






Accepter kun nødvendige cookies