Børn og unge får en stemme i fremtidens medier

Børn og unge skal være med til at forme samtalen om fremtidens medier. Det er formålet med projektet Ønskelisten, som DPCMO, Medierådet for Børn og Unge og Danske Skoleelever står bag.
Projektet består af workshops for udskolingsklasser rundt om i landet, hvor eleverne blandt andet skal tale om medier, tillid og troværdig information. Målet er ikke kun at undersøge, hvorfor unge bruger medier, som de gør, men også at lytte til deres konkrete ønsker til fremtidens medier.
Unge møder i dag et medielandskab, hvor nyheder, holdninger, underholdning, kommercielle budskaber og manipulerede fortællinger kan være svære at skelne fra hinanden. Samtidig spiller blandt andet influencere, digitale platforme og generativ kunstig intelligens en stadig større rolle.
Derfor skal eleverne blandt andet diskutere, hvem de oplever, at de kan stole på, og hvilke argumenter der får dem til at vælge bestemte informationskilder. Svarene skal bidrage til arbejdet med et troværdigt mediebillede og et mediebrug, der understøtter demokratiet.
”Ønskelisten bygger bro mellem forskning og praksis. Ved at samle aktører på tværs – med de unge som naturlig drivkraft – får vi indsigter, der kan være med til at forme fremtidens medielandskab,” siger Karen Rønde, næstformand i DPCMO.
Projektet har allerede afholdt workshops i Herning, Esbjerg, Odense og Albertslund. Den sidste workshop skal efter planen afholdes i Beder i oktober.
Efter hver workshop laver eleverne en ønskeliste med fokus på nyheder og deres egne behov og ønsker. Når alle workshops er gennemført, samles ønskerne i en fælles liste, som efter planen offentliggøres i slutningen af 2026 og sendes direkte til medieaktører i DPCMO’s medlemskreds.
Miriam Michaelsen, forperson i Medierådet for Børn og Unge, fremhæver betydningen af de unges perspektiver:
”Børn og unges mediekundskaber spiller en meget vigtig rolle i fremtidens demokrati. Med Ønskelisten får vi vigtig viden direkte fra de unge selv. I Medierådet for Børn og Unge vil vi bruge den viden i vores arbejde med at ruste unge til at navigere sikkert og ansvarligt i et omskifteligt medielandskab. Et landskab, som er præget af AI, misinformation og et væld af forskelligartede medieaktører.”
Faktaboks:
- Projektet hedder Ønskelisten.
- Bag projektet står DPCMO, Medierådet for Børn og Unge og Danske Skoleelever.
- Udskolingsklasser deltager i workshops om medier, tillid og troværdig information.
- Workshops er allerede afholdt i Herning, Esbjerg, Odense og Albertslund.
- Den sidste workshop skal afholdes i Beder i oktober.
- Elevernes ønsker samles i en fælles ønskeliste.
- Ønskelisten skal formidles til offentligheden og danske medieaktører i slutningen af 2026.






Accepter kun nødvendige cookies